Da Samsung lancerede den nye Galaxy S10 og søstertelefonerne S10e samt S10+, var kameraet en af de ting, der blev talt meget om. Og det er der flere grunde til. For det første er kameraet en af de vigtigste årsager til om forbrugerne vælger en telefon til eller fra – og derfor et vigtigt argument for, om forbrugerne vil købe den nye Samsung Galaxy S10. Vi elsker nemlig vores mobilkamera, og det i en sådan grad at selv professionelle fotografer mere eller mindre seriøst er begyndt at bruge mobilkameraer i deres arbejde. Samtidig er antallet af foto, der hver dag bliver taget i det ganske land eksploderet: Det er allerede flere år siden, at danskerne uploadede mere end 1 milliard foto til Facebook, hvoraf langt de fleste er taget med en mobiltelefon.
En anden grund til, at Samsung lagde meget vægt på kameradelen på især Galaxy S10 og Galaxy S10+ er den ganske enkle, at det er et hamrende godt kamera, de har skruet sammen. S10 og S10+ har et tiple-kamera som hovedkamera, som byder på en 12 MP linse (F1.5/F2.4 DP AF), en 12 MP zoom-linse samt en 16 MP ultra-wide-linse. Frontkameraet på S10 er en 10 MP (F 1.9 DP AF), mens der på S10+ er et dual-frontkamera bestående af den samme 10MP linse som S10e og S10 samt en 8 MP ultra-wide linse.
Ifølge Samsung betyder det, at man kan tage billeder, der kan sammenlignes med systemkameraer. Den sang har vi hørt tidligere, men man må samtidig erkende, at det er en virkelighed, der kommer tættere og tættere på. Et eksempel på kvaliteten af kameraerne på S10 og S10+ er, at de tre objektiver kan skyde vidvinkel op til 123 grader og har to blændeindstillinger, der tilpasser sig lysforrholdene på samme måde som det menneskelige øje. Derudover er autofokusfunktionen blevet hurtigere på grund af en såkaldt Dual Pixel-teknik, der giver hurtige fokusering og dermed flere foto, der bliver lige som man vil have dem.
Men nu er det jo ikke kamera det hele. Og vi skal da også lige forbi nogle af de andre forbedringer på S10 og S10+. For eksempel batteriet, der er på henholdsvis 3400 mAh og 4100 mAh i S10 og S10+. Begge telefoner understøtter trådløs opladning og desuden som noget nyt trådløs strømdeling, som gør det muligt at oplade andre enheder, der understøtter trådløs opladning. Der er desuden optimeret på batteriforbruget, så Samsung nu mener, at der burde være strøm til 24 timers forbrug på en opladning.
Endelig er det værd at nævne den ny fingeraftrykslås, der er integreret i selve skærmen på S10 og S10+. Det gør det langt nemmere at ramme den end de tidligere modeller, hvor den sad ved siden af flashen på bagsiden. Den er desuden blevet opgraderet, så den afløser ved hjælp af ultralyd, hvilket gør sikkerheden langt bedre og også har den fordel, at den fungerer langt bedre – også selv om fingrene er snavsede eller våde.